Da jeg afsluttede gymnasiet var en akademisk karriere umiddelbart meget oplagt. Men jeg havde samtidig en klar fornemmelse af at min krop var i absolut miserabel forfatning. Og det var afgørende for mig at ændre på det. Jeg vidste dybt nede i mig selv at menneskelig karakter var meget vigtigere end akademiske karakterer. Og det var min fornemmelse at menneskelig karakter havde et kropsligt fundament. Det havde jeg læst nok Nietzsche til at forstå. Og jeg vidste, at østen havde en langt bedre forståelse af disse sammenhænge end vesten. Så jeg begyndte at træne kungfu og tai-chi. Det må have set slemt ud. Og jeg kom galt af sted flere gange. Men viljen til forandring var stærk – og det var en start. En hjælpeløs start, men også begyndelsen på en proces, der aldrig siden er stået stille.
Det var i Odense; og i Kina. Men da jeg flyttede til København kunne jeg ikke finde et sted at træne kinesisk kampkunst, som passede til mig. Jeg kunne mærke det kropslige forfald begynde igen, og jeg vidste at jeg måtte gøre noget. Og jeg vidste at jeg skulle træne yoga, men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg nærede nemlig dyb modstand overfor al slags spiritualitet. Og nogle forsøg på at træne ud fra bøger gav igen brugbare resultater.
Men en dag anbefalede en kropsbevidst studiekammerat fra økonomistudiet på Københavns Universitet mig at prøve en dygtig yoga-lærer på den motionsskole, hvor hun selv underviste. Holdet hed ‘Power Yoga’. Og nej, tænkte jeg, jeg skal ikke lave Power Yoga – jeg skal lave ‘rigtig’ yoga. Men jeg tog alligevel til en prøvetime. Og det var kærlighed ved første træning. Det var perfekt: Fysisk og anstrengende og udfordrende på den helt rigtige måde og ingen snak eller teoretisering. Og i løbet af et år hovedkulds forelskelse var jeg oppe på at træne 5 eller flere gange om ugen. Og efter bare et enkelt års træning begyndte jeg at undervise mit første begynderhold.
Det var selvfølgelig alt for tidligt, og jeg vidste ikke hvad jeg lavede. Men der var mangel på yoga-lærere dengang. Og engagement og dedikation kan bære langt, og jeg voksede hurtigt med opgaven. Og jeg trænede på livet løs. Helt i autenticitetens tidsånd blev Power Yoga gradvist afløst af Astanga Yoga. Og i løbet af godt et år havde jeg gennemført første Astanga serie og i løbet af godt to år anden Astanga serie; det var selvfølgelig alt for hurtigt, og det må havde set slemt ud. Men jeg var ikke til at holde tilbage.
Samtidig var nye frø blevet sået: En gradvist voksende interesse for Alexander-teknik og en chokerende opdagelse af rå mad. Det har vist været i 2003. Alexander-teknik var vokset fra at skulle hjælpe min yoga til en følelse af yogaen stod i vejen for min Alexander-teknik. Og mine eksperimenter med rå mad gjorde mig for blød og afslappet til at holde fast i min på sin vis aggressive trænings-stil. De to ting tilsammen gjorde, at jeg følte, at jeg måtte give slip på Astanga yogaen, som jeg kendte den. Jeg havde brændt med liv og sjæl for Astangaen, den var blevet mit holdepunkt i livet, og nu var jeg brændt ud.
Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg kaste det hele fra mig og bare bevæge mig videre? Jeg underviste stadig. Og holdt meget af det. Og tjente mine penge sådan. Det var svært at give slip på. Måske var der en anden vej. Jeg gik tilbage. Startede helt forfra. Glemte alt hvad jeg havde lært. Gik til træningen med alt hvad jeg nu vidste om kroppen. I løbet af et år opdagede jeg den ene yoga-stilling efter den anden: ‘Nå, det sådan det hænger sammen’, ‘Nå, det er det, der er meningen’. Det var en meget spændende og inspirerende tid. Og fra deraf blev yoga helt min egen: Alt hvad jeg underviser i har jeg mere eller mindre lært mig selv. Alt har jeg testet igen og igen på mig selv og hundredvis af trofaste elever. Jeg har aldrig opgivet Astanga-formen, men indholdet er helt igennem Jeppe-yoga.
Gennem årene er jeg blevet ved med at forfine og udvide og fordybe min undervisning. Den vokser med mig, og jeg bliver ved at vokse. Jeg har taget en fuld (og mere til!) uddannelse som Alexanderteknik-lærer. Jeg har undersøgt og afprøvet og uddannet mig i mange, mange forskellige ting. Og idet de bliver virkelige i mig bliver de langsomt integreret i min undervisning. Senest elementer af Eyebody-arbejdet, som på helt nye og banebrydende måder arbejder med tilstedeværelse, fokus, syn, hjerne og bevidsthed.
Jeg blander aldrig ting. Når jeg underviser i yoga, underviser jeg kun i yoga. Og når jeg underviser i Alexander-teknik, underviser jeg kun i Alexander-teknik. Men i al min undervisning er det hele mig, der underviser. Og efterhånden som jeg bliver mere hel, kan jeg også undervise hele det menneske, der kommer til mine timer uanset hvilken slags det er.
Jeg har holdt fast i yogaen og Astanga yogaen specifikt, fordi den var sådan en uvurderlig gave til mig. Den var den hammer, som var nødvendig for at kunne slå hul igennem til sider af mig, som ellers havde været aflåst i mange, mange år. Til en faktisk og vedvarende oplevelse af kroppen som udgangspunkt for livsglæde og kærlighed. Til helt jordbundne og realistiske oplevelser af verden som et helligt sted og af alle mennesker som væsner der fortjener lys og kærlighed og omsorg. Og alt dette ikke som teori eller snak, men som den praktiske måde jeg lever og underviser på. Det var min gave. Og jeg ønsker at give den videre til alle i den specifikke form den nu kan og vil få for dem. Jeg stiller rummet og rammerne og træningen til rådighed. Hvad mine elever putter ind i dem er op til dem. Men jeg elsker at se dem vokse og at vokse med dem – og at give dem den retning og måske den inspiration og det skub som til tider er nødvendigt.
Yoga er ikke målet – og Astanga yogaen slet ikke. Men den kan være et skridt på vejen. Uanset om det så er stort eller lille eller ligefrem afgørende skridt. Det har yoga været for mig.
