Yoga og ambition. Hører de sammen? En typisk svar ville sikkert være noget i retning af ’ikke for meget og ikke for lidt’. Eller ’i yoga er der ingen ambition, kun nærvær’. Jeg vil gerne skære lidt dybere og sige, at ambition kan spille og ofte bør spille en afgørende rolle i yoga-træningen.

Det er en velsignelse at kunne brænde for noget. Det er en utrolig vigtig egenskab. En gave. Og jeg under alle mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv at brænde helt og aldeles for noget. Med liv og sjæl. Og til min store glæde har jeg set, at det kan lade sig gøre både uden børn – og med børn når de engang er blevet store nok til passe sig selv. Alder er ingen hindring!

Når vi brænder for noget, forbrænder vi vores beskyttende, personlighedsmæssige hvalpefedt. Vi bliver en mere ren og klar version af os selv. Vi blotter os selv. Vores gode og vores dårlige sider. Og vi blotlægger ellers hengemte sider af os selv.

Når vi brænder for noget, er vi ambitiøse. Og det kan være på en meget smuk måde. Det kan også være på en meget grim måde. Og derfor er yoga et nærmest perfekt laboratorium for udforskning af ens ambition. I yoga kan vores ambition handle om os selv. Vi trækker den hjem til os selv. I yoga er vores ambition relativt ufarlig. Vi kan stort set kun gøre skade på os selv. I yoga kan vi samle hele vores ambitiøse drivkraft i noget der har potentiale til at være enormt berigende og befriende for os. Vi kan vende ambitionen mod noget potentielt set udelukkende godt.

Så vi skal give os selv lov til at være ambitiøse. Og iagttage hvad det gør ved os. Det gode og det dårlige det gør ved os. Vi skal lære os selv og vores ambition bedre at kende. Og lade den drive os til både positiv udvikling og ubehagelige erkendelser. I yoga kan vi gøre alt dette på et stort set ufarligt område.

Og så på et tidspunkt brænder vi igennem. Måske brænder vi ud. Vi når til en ny erkendelse. Det kan lykkedes at samle al sin ambition i yogaen. Og driven den og lade sig blive drevet helt indtil man støder ind i en urokkelig mur. Så kan man stoppe op. Iagttage sin ambition i al dens tåbelighed. Og så give slip på den. I hvert fald på den form, den har haft. Den vil genopstå i en ny og mere raffineret udgave, som vi så igen kan bruge til brændstof.

En måde at anskue yoga-træningen på er således, at vi træner for på at kunne holde op med at træne. Når vi opbrugt potentialet i vores måde at træne på skal vi give slip på den og finde en ny. Og det kan vi kun, hvis vi virkelig tillader os at udfolde vores ambitiøse, umiddelbare måde at træne på. Så giv endelig dig selv lov: Brænd igennem hvis du kan. Vær ambitiøs! Før eller siden møder du en mur du ikke kan forcere selv med al din kraft. Og så vil du ikke længere kunne vokse, før du springer over dig selv.

En elev refererede en samtale hun havde haft med en anden elev om gentagelsen som element i astanga yoga. Og interessant nok var deres oplevelse af betydningen af dette grundlæggende element helt forskellig. For den ene var det en måde at forankre et flyvsk sind. Det virkede befriende for hende at lave noget som bare var på en bestemt måde og ikke kunne eller skulle være anderledes. For den anden var det et redskab til at blive modig. I andre slags kropstræning havde hun altid sparret lidt på kræfterne, fordi mængden af resterende udfordringer var ukendt og hun samtidig var meget bevidst om, at hendes ressourcer var begrænsede. Når hun vidste præcist hvad og hvor meget træning der manglede, kunne hun give fuld gas uden at frygte bagslag.

Helt overordnet betragter jeg fordelen ved gentagelsen som muligheden for at dykke dybere og dybere ned i noget. Når man har prøvet en bestemt yoga-stilling flere hundrede gange er det en helt anden oplevelse end første gang. Det skulle det i hvert fald meget gerne være. For ellers ligger det farlige aspekt ved gentagelsen lige for: Bevidsthedsløs repetition. Og den fare er meget svær at undgå. Jeg ser mine egne erfarne elever falde i fælden igen og igen. Især på dage, hvor de er trætte eller uoplagte. Men heldigvis kan de vækkes igen. Og bliver det. Ellers kører de nok også før eller siden sur i træningen.

Der var engang en elev, som kaldte mig ’mr. next-level’. Det tog jeg som en stor ros. For hun beskrev sin oplevelse af at hver gang hun følte at have mestret eller forstået en stilling, så kom jeg straks og sagde ’det er rigtig godt, og se nu så her..’. Stillingen er aldrig færdig, aldrig endegyldigt forstået. Og hvis man på et tidspunkt når til et niveau, hvor man ikke længere føler, at jeg kan pege på det næste skridt videre – så er det nok på tide af finde en anden lærer.

Ikke at bevidsthedsløs repetition er helt uden positive effekter: Kroppen bliver stadig styrket (dog sikkert ubalanceret) og strakt. Og det kan have den for yoga hyppigt refererede ’beroligende’ effekt på et uroligt eller flyvsk sind. Men i det bevidsthedsløse er der ikke åbenhed, ikke kommunikation og ikke oplevelsen af at noget der før var uklart bliver klart (kald det ny ’forståelse’ eller måske ’ki’; jeg har i hvert stjålet den beskrivelse fra min erindring af definitionen på ’ki’ i aikido). Og mit mål er at ’vække’ folk til en mere rolig bevidsthed – ikke at bedøve dem.

Mere praktisk er det dog en helt anden ting ved gentagelsen, der får mig til at holde fast ved den traditionelle astanga yoga form. Når alle kender den stilling de skal lave, så behøver jeg ikke vise den eller forklare den fra bunden. Jeg får helt bogstaveligt hænderne fri og mulighed for at bevæge mig rundt blandt eleverne og justere med min hænder! Og det er helt, helt afgørende for mig.

Så utroligt meget mere kan siges med hænder end med ord, når det kommer til at finjustere kroppen. Og det kan ikke mindst siges meget mere præcist. Ordene er nødvendige og af helt afgørende betydning, men kun i den direkte sammensmeltning med erfaringer, oplevelser og bekræftelser videregivet i kontakten mellem hænder og krop kan de udfolde deres fulde potentiale. Kun med mine hænder kan jeg mærke om eleven virkelig forstår de ord, jeg har sagt. Eller få en fornemmelse af, hvor langt de er i deres forståelse. Og med mine hænder kan jeg bekræfte eleven i at være på helt rette vej, så justeringen ikke længere er en ’rettelse’, men en ’understøttelse’. Og kun med mine hænder kan jeg resolut tage eleven ud af en vildfarelse og direkte indstille kompasset efter noget mere hensigtsmæssigt.

Kommunikationen mellem hænder og elev er hjertet i min undervisning. Og det hjerte kan kun pulsere, fordi jeg ikke behøver vise og forklare alting hele tiden. Og ikke mindst derfor er den såkaldte ’mysore stil’, hvor alle træner i eget tempo og eget antal af stillinger er fantastisk måde at træne astanga yoga. Den giver mig nemlig mest mulig tid og frihed til at arbejde med mine hænder på den enkelte elev.

Det kan der også være en fare i den megen direkte fysiske kontakt. En elev kan blive ’afhængig’ af at få rettelser, så træningen i sig selv ikke føles fyldestgørende. Der kan opstå en manglende selvstændighed. Det er en fare, der skal være bevidsthed omkring. Især fra lærerens side. Hensigten skal altid være at lede eleven mod en forståelse og oplevelse af stillingen og træningen som bærende i sig selv.

Men alle mine alexander-tekniske erfaringer siger mig, at vi normalt er i grelt underskud af understøttende kropsvejledning. At den langt overvældende fare er manglende vejledning og rettelse. Hvis vi ikke bliver vist en bedre vej er chancen for at vi bevæger os helt eller delvist i en gal retning enorm. Selv med de bedste hænder til hjælp kan det være svært eller næsten umuligt. Nogle gange tænker jeg, at et alexander-teknik-forløb burde være en forudsætning for at træne yoga. Men heldigvis finder mange en god vej i yoga-træningen uden yderligere hjælp og vejledning. Og for nogle ville det ingen positiv forskel gøre alligevel.

Yoga-processen er dybest set en rejse mod større kropslig sensitivitet. En uhensigtsmæssig yoga-træning kan desværre have den modsatte effekt. Og selv mere sensitivitet er et uklart mål. For sensitivitet i forhold til hvad i kroppen? Her er mit svar helt og holdent i familie med de alexander-tekniske ideer om sammenhæng, plads, frihed og overordnet koordination. Og i direkte modstrid med den muskel-kontrol og -følelse, der dyrkes i de fleste yoga-steder.

Det er dejligt at træne sine muskler og dejligt at strække dem og mærke dem. Men vi arbejde i sidste ende med musklerne for at få oplevelsen af dem til at fylde stadig mindre i oplevelsen af vores krop og os selv. Og i den rejse er gentagelsen et vigtigt element. Den åbner muligheden for en meget dybere oplevelse af en yoga-stilling og vores egen måde at udføre den på. Det samme redskab kan dog lige så vel ende som en vej til meget overfladisk oplevelse af kroppen eller som en måde at styrke en afhængighed af meget specifikke og på sin vis ensidige muskulære stræk.